Skip to main content
  • Østrig

7 smukke oplevelser i Østrig

Der findes udsigter, man tager et billede af. Og så findes der dem, som man aldrig glemmer.
Østrig har mange i den sidste kategori. Landet er et oplagt valg til skiferien, men mindst lige så fantastisk om sommeren

Alperne troner i horisonten, søer ligger spejlblanke mellem grønne enge og skovbeklædte skråninger. Landsbyerne ligner noget fra et postkort, som en designer har siddet og nørklet med i månedsvis. Det hele er næsten for meget af det gode. Stort og overvældende på den helt rigtige måde.

Ja, man forstår godt, hvorfor Lene Beier også har forelsket sig i Østrig og sit alpehotel.

Vi har samlet syv smukke steder i Østrig, der bliver siddende længe efter, man er vendt hjem til Danmark igen.


1. Wachau-dalen

Langs Donaufloden i det nordlige Østrig finder man Wachau, et af Østrigs smukkeste områder. Donau slanger sig mellem vinmarker, små landsbyer og bølgende bakker i landskabet. Her går tiden lige en anelse langsommere end i resten af verden. Om foråret blomstrer frugttræerne, og om sommeren står vinstokkene tætte på skråningerne.

Dalen begynder ved byen Melk, hvor det imponerende barokkloster, Stift Melk, troner højt over floden med sin gyldne facade. Det er et af de mest ikoniske bygningsværker i hele Østrig, og et naturligt stop på en tur gennem Wachau-dalen. Placeringen af det store kloster er i sig selv en oplevelse, og faktisk har Stift Melk også fundet vej til litteraturen. I Umberto Ecos roman Rosens navn stammer fortælleren Adso netop fra Melk-klosteret.

I Wachau bidrager små byer som Dürnstein, med sit karakteristiske blå kirketårn, med den eventyrlige stemning i området. Derudover er Wachau-regionen kendt for sine vine, sine abrikoser og sit frodige landskab.

Du mærker det med det samme, når du er der. Området er særligt. Wachau er for dem, der holder af vin, kultur og landskaber, hvor roen er en del af oplevelsen.



2. Lene Beiers Tyrol

Lene og familien står klar til at byde velkommen indenfor på deres nyrestaurerede hotel i 2026. Der er sket meget på ’Hotel Edelweiss by Beier’ det sidste års tid, hvilket du kan følge med i på TV 2, hvor anden sæson af "Beier på alpehotellet" er sendt.

Hos Nilles&Gislev har vi flere rejser til alpehotellet i de idylliske Kitzbühel-alper. Her er fantastisk stemning, og Lene fortæller generøst om de spændende erfaringer om alt fra renovering af alpehotel til livet som tv-darling. Du bor midt i det Østrig, Lene selv har forelsket sig i, og fra hotellet er det oplagt at tage på udflugter i området omkring Itter. Inden for rækkevidde ligger det 380 meter høje Krimmler-vandfald, middelalderbyen Innsbruck, borgbyen Kufstein og den betagende sø Zeller See, der ligger smukt med udsigt til bjergtoppene på Kitzsteinhorn og Grossglockner.

Tyrol er for mange selve billedet på Østrig. Alperne tårner mod himlen, og små landsbyer med blomsterfyldte altaner ligger mellem grønne enge og bjergfloder. Tyrol er ikke kun natur. Det er hele stemningen. Det er for dem, der elsker idyllen, den friske bjergluft, kirkeklokkerne i dalen og aftensolen på bjergsiderne.




3. Wien

Wien er en af Europas mest interessante hovedstæder, og en af de byer, hvor historien mærkes på hvert gadehjørne. De kejserlige palæer, de brede boulevarder og de store pladser er tegn på en tid, hvor byen var centrum i et mægtigt kejserrige.

Du kan gå på opdagelse i imponerende bygninger som Schönbrunn Slot og Stephansdom, men du kan også bare sætte dig til rette med en klassisk wienerschnitzel eller en kop kaffe i et af byens historiske kaffehuse. Kaffehuskulturen er en oplevelse i sig selv. Her opholder man sig, og det er ikke et sted, hvor man bare drikker den hurtigt og skynder sig videre. Kaffen nydes apropos allerbedst med et stykke Sachertorte til – den klassiske østrigske chokoladekage.

Wien er en hovedstad med format. Især for dem, der holder af kultur, historie og en storby med karakter.




4. Millstättersøen

Millstättersøen ligger som en blå juvel i Kärnten i det sydlige Østrig mellem bjergskråninger og grønne skove. Søen er en af de varmeste i Alperne, og lun nok til en dukkert om sommeren. De små badeområder langs bredden gør det nemt at tage en svømmetur med udsigt til bjergene eller blot sidde på kanten og lade fødderne køle i det klare vand.

Over søen bevæger vandrestierne sig op gennem skov og åbne skråninger med flotte udsigter. Turene er overskuelige og giver dig netop den kombination af bevægelse og udsigt, man drømmer om på en østrigsk sommerdag.

Langs bredden ligger hyggelige byer med caféer og promenade. Omgivelserne indbyder til pauser, hvor man bare kan sidde og nyde udsigten og lade tempoet falde.

Millstättersøen er lys og indbydende. Et sted for dem, der godt kan lide at være aktive, og hvor naturen og stilheden også kan få lov at fylde.



5. Nockberge-bjergene

Nockberge adskiller sig fra de mere kendte bjerge i Alperne ved deres bløde, afrundede former. Her bølger bjergene hen over landskabet, og udsigten strækker sig langt ud over Kärntens søer og dale.

Du kan køre ad den smukke Nockalmstrasse og nyde udsigten over dale og søer undervejs. Vandrestierne er overskuelige og fører gennem blomstrende enge og åbne højder. Om sommeren blomstrer engene, og landskabet folder sig i bløde former med udsigt i alle retninger. Naturen føles tilgængelig og imødekommende, uden stejle klippevægge eller voldsomme højder.

Nockberge viser en mild side af Alperne, og er især for dem, der holder af roen, smukke udsigter og den særlige fornemmelse af at have plads omkring sig. Det er et mindre kendt hjørne af Østrig, men det belønner dem, der tager sig tid.


6. Innsbruck

Innsbruck ligger midt i Alperne og forener farverig byidyl med storslået natur. De pastelfarvede huse i den gamle bydel står i smuk kontrast til bjergene, der rejser sig bag hustagene. Fra centrum kan du tage liften op i Nordkette-bjergene og stå i højderne med panoramaudsigt over hele byen.

Byen er især kendt for Goldenes Dachl, som kejser Maximilian brugte som sin udsigtsplads til turneringer og festligheder på torvet nedenfor. I dag er det nærmest symbolet på Innsbruck. Samtidig er stemningen afslappet og overskuelig, og du mærker hurtigt, at naturen aldrig er langt væk.

Innsbruck er stedet, hvor kultur og alpelandskab mødes. Det er for dem, der vil slentre gennem historiske gader og mærke byens puls om formiddagen, og så nyde bjergudsigten om eftermiddagen.



7. Krimmler-vandfaldene

Krimmler Wasserfälle ligger i det vestlige Salzburgerland lige på grænsen til Tyrol.

Med sine 380 meter er det Europas højeste vandfald og en af Østrigs mest imponerende naturoplevelser. Vandet styrter i flere etaper ned gennem klippelandskabet med en kraft, man både kan høre og mærke. Disen lægger sig som en tåge ud over stierne, og faktisk siges det, at den har en positiv sundhedsmæssig effekt på vores luftveje.

Du kan følge den anlagte sti op langs vandfaldet i dit eget tempo. Undervejs er der udsigter over dalen, og du behøver ikke at gå hele vejen op for at få oplevelsen. Lyden af det brusende vand og udsigten giver en fornemmelse af at være helt tæt på naturen.

Krimmler-vandfaldene er for dem, der elsker store naturoplevelser. Ganske enkelt.



Uanset om du søger ro, udsigter eller historiske byer, findes det i Østrig. Vi har mange gode rejser dertil, og hvis du har svært ved at vælge, har vi for eksempel både busrejser og flodkrydstogter langs Donau, hvor flere af de syv oplevelser er samlet på den samme rejse.

Østrig rummer en sjælden kombination af natur, kultur og ro – og det gør landet til et fantastisk rejsemål om sommeren.

Tilmeld dig Nilles&Gislevs nyhedsmail og vind!
Tilmeld dig Nilles&Gislevs nyhedsmail og vind!

Få inspiration og bliv opdateret med aktuelle rejsetilbud og nyheder. Hver måned deltager alle modtagere af nyhedsmailen i lodtrækningen om et gavekort à kr. 1000

55 55 24 24Se åbningstider
Luk menu