Bon appétit i Frankrig
“Bon repas doit commencer par la faim” - et godt måltid skal starte med sulten. Sådan har de madglade franskmænd sagt i århundreder. Og sultne, det er vi, hver gang vi krydser grænsen til Frankrig med enten bus, båd eller fly. For uanset hvor i landet vores rejser går hen, så glæder vi os altid til at smage de delikatesser – både de flydende og de faste – som det store land er så leveringsdygtig i. Læs med her, og saml appetit til dit næste Frankrigsbesøg.
Østers i Cancale
Fiskerlejet Cancale på Frankrigs Bretegnekyst lever og ånder for østers. De delikate muslinger bliver høstet på firkantede, menneskeskabte havfarme – også kaldet Parc à huîtres – lige ude i Mont-Saint-Michel-bugten, hvis vekslende tidevand og høje koncentrat af havsalt giver dem de optimale levevilkår og smag. Byens fiskemarked og de mange restauranter på havnefronten bugner af de lækre østers, og vi har naturligvis inkluderet en smagning med et tilhørende glas hvidvin, når vi besøger Cancale på vores rundrejse i Normandiet og Bretagne.

Crème brûlée i Paris
François Massialot var kok på Versailles-slottet lidt uden for Paris i slutningen af 1600-tallet. Her nedfældede han for første gang opskriften på den dessert, der de næste århundreder skulle rejse Europa rundt i forskellige forklædninger og henrykke folk fra det bedre borgerskab i både Spanien, England og Tyskland. Derfor kan vi på det varmeste anbefale, at du sætter tænderne i den originale blanding af fløde, æggeblomme og vanilje med en brændt top af karamelliseret sukker, når vi besøger Byernes By – og på udvalgte afgange Versailles – på rejsen Paris – Byernes By.

Hvidvin i Alsace
Frankrig har så mange fantastiske vindistrikter, at franskmændene kunne dele ud af dem, hvis ikke de var så stolte af dem. Ét af de mest berømte besøger vi på vores Rundrejse til Alsace og Rhinen, hvor vi triller op ad Route des Vins fra Colmar til Ribeauvillé og gør holdt på flere af regionens vinhuse undervejs. Alsace-regionen huser mere end 3.000 vinhuse, der hovedsageligt gør sig i druerne riesling, pinot blanc og pinot gris. Der bliver produceret cirka 150 millioner flasker vin om året i Alsace, så vi tør godt garantere, at i hvert fald en enkelt af dem falder i din smag, når vi rejser rundt i det nordvestlige Frankrig og smager på vin.

Chokolade i Tain L’Hermitage
Frankrigs største by hedder ganske rigtigt Paris, men for chokoladeelskere er der kun én hovedstad; Tain L’Hermitage ved bredden af Rhône-floden. Her har chokoladefabrikanten Valrhona siden 1922 haft sit hovedkvarter, og på vores Krydstogt for livsnydere på Rhône besøger vi de hellige chokoladehaller og smager på varerne, der i mere end 100 år er blevet leveret til nogle af verdens fineste restauranter og butikshylder fra Nice til Nørresundby. Vi rejser til Rhône med både bus og fly, så du bestemmer helt selv, om du vil hurtigt hjem med de søde varer, eller du vil risikere at sætte dem til livs på busturen hjem.

Royal vin på Château de Cayx
I 1974 købte Dronning Margrethe og Prins Henrik det faldefærdige vinslot Cayx i den sydfranske Cahors-region. Det skulle blive begyndelsen på en vineventyr, der varede det meste af prins Henriks levetid, og som op gennem 80’erne og 90’erne var med til at få de øldrikkende danskeres øjne op for fransk vin. Druerne, der vokser på markerne omkring Cayx, bliver i dag høstet af en sammenslutning af lokale vinproducenter, men selve vinslottet fungerer stadig som residens for Dronningen og den royale familie. Vi besøger Cayx og det royale vinslot på vores rejse til Sydfrankrig og Biscayen, og selvom man ikke kan komme ind i de private gemakker på slottet, så stopper det os ikke i at slå et smut forbi slottets butik, hvor vi naturligvis skal smage på de royale druer.

Sennep i Dijon
Få byer er så uløseligt forbundet med en spise som tilfældet er med Bourgogne-hovedstaden Dijon og sennep. Rundt om den smukke by bølger de gule sennepsmarker, der siden 1300-tallet har leveret de sennepsfrø, man forvandlede til den lækreste, stærke sennep på små fabrikker inde i selve Dijon. I dag bliver de fleste sennepsfrø importeret fra Canada, så franskmændene kan producere de 35.000 tons sennep, det umættelige, franske marked kræver årligt. Vil du have en ”ægte” Dijon-oplevelse, skal du på vores rejse til Lyon, Beaune og Annecy slå et smut forbi La Moutarderie Fallot-butikken centralt i Dijon, hvor senneppen stadig laves med frø fra markerne rundt om byen.

Råvarer i verdensklasse i Halles de Lyon Paul Bocuse
Intet besøg i Lyon uden et visit på verdens mest berømte madmarked. I snart 150 år har mesterkokkene fra byens rundt regnet 100 Michelin-restauranter startet deres dag med en gåtur gennem ”Lyons mave”, som madmarkedet også kaldes, for at finde de bedste råvarer og ingredienser til deres berømmede retter. Efter bysbarnet og mesterkokken Paul Bocuses død i 2018 blev de berømte haller opkaldt efter ham. Så glæd dig til at vandre rundt mellem de mange butikker og restauranter, mens du fornemmer ånden fra en af Frankrigs største kokke, når vi besøger Lyon på rejsen Lyon, Beaune og Annecy.

Pavevin i det sydlige Rhône
De fleste kender udtrykket ”et måltid, der er en konge værdigt”. Men i det vinglade Frankrig har de bevingede ord naturligvis fået en omskrivning. I hvert fald i det sydlige Rhône, hvor 1300-tallets landflygtige paver inde på slottet i Avignon skulle have noget dejlig vin til maden. Og så er det jo heldigt, at jorden og klimaet netop her er helt perfekt til at dyrke grenache-druen, der er hovedingrediensen i de verdensberømte Chateauneuf-du-pape-vine, der de sidste godt 700 år har henrykket både paver, kejsere og dødelige med pengepungen i orden. På vores rejse til Provence og Sydfrankrig besøger vi en af de godt 300 producenter, der laver de skønne Chateauneuf-du-pape-vine. Naturligvis med inkluderet smagning.

Se alle vores rejser til Frankrig lige her

