Skip to main content
  • Skotland

Skotlands højdepunkter

Hvordan laver man en liste over Skotlands højdepunkter, når landet nærmest ikke består af andet? Man spørger da vores producenter, der kender Skotland og skotterne bedre end de fleste, og som har rejst landet tyndt i snart en menneskealder. Med hjælp fra dem har vi sammensat denne højdepunktsliste, så du kan blive klædt godt på til din næste Skotlandsrejse.

Hør historien om half-hanged Maggie på Edinburghs Grassmarket

Et stenkast fra The Royal Mile ligger en af Edinburghs mest berømte – og berygtede – pladser. Grassmarket er i dag et hyggeligt torv flankeret af charmerende pubber, trendy caféer og små boder, der sælger skotske specialiteter som friturestegt Marsbar, friturestegt haggis og ja, alt i fritureafdelingen, egentlig.

Men for 400 år siden var der ikke meget friture og hyggestemning over Grassmarket. Her fungerede det lille torv nemlig som henrettelsesplads, og én af de uheldige borgere, der (næsten) mistede livet i galgen, var Maggie Dickson. Maggie blev hængt efter alle kunstens regler på det lille torv den 2. september 1724. Men da kusken stoppede ved en pub på vejen til kirkekården med hendes jordiske rester, så viste det sig gudhjælpemig, at Maggie ikke var død! Den unge kvinde med de usædvanligt stærke nakkemuskler havde simpelthen overlevet hængningen, og da hun allerede én gang var erklæret død, kunne man ifølge skotsk lov ikke bare klynge hende op igen.

Maggie – der kom til at gå under navnet half-hanged Maggie - fik således lov at leve mange gode år efterfølgende, og i dag lever hendes ånd og historie videre på Grassmarket, hvor en af de omkringliggende pubber er opkaldt efter hende. Glæd dig til at høre vores rejseleder fortælle denne historie og mange andre, når vi besøger Grassmarket på bl.a. Den Store Skotlandsrejse, hvor vi også kommer rundt i både Højlandet, ud på Isle of Mull og til Loch Ness, som du kan lære mere om nedenfor.

Edinburghs Grassmarket fik oprindeligt sit navn, fordi bøndernes køer stod på græs her, inden de blev solgt til højest bydende.

Kig efter Nessie

For snart 100 år siden kiggede Aldie Mackay, der var manager på det idylliske Drumnadrochit Hotel ved bredden af Loch Ness, ud af et af hotellets vinduer. Måske var det hendes halvgamle øjne. Måske var det gråvejret. Måske var det bare en gammel træstamme. Eller måske var det rent faktisk halsen på et vaskeægte søuhyre, hun så langt derude på Loch Ness.

Uanset hvad Aldie Mackay så, så fik hendes beretning om et dragelignende uhyre i Loch Ness vinger i løbet af det 20. århundrede. Besøgende kommer stadig valfartende til byerne omkring Skotlands mest berømte loch i tusindtal hver eneste år for at få et glimt af det verdensberømte søuhyre. Og gennem tiden har utallige forskere, biologer, tv-programmer og lykkejægere været med til at holde liv i fortællingen om Nessie ved ikke helt at kunne afvise, at et sådant monster lever et stille liv dybt under overfladen på den gudesmukke sø.

At udstede en garanti for at spotte Nessie på vores rejser til Skotland, vil være nogenlunde lige så troværdigt som at love hvid jul i Danmark. Men vi udelukker ikke noget, så hold øjnene åbne, når vi på bl.a. rejsen, vi meget beskedent har valgt at kalde Skotland, besøger den sangomspundne sø.

Det her er bare et billede af en træstamme i Loch Ness. Men det var ikke, og vi gentager IKKKE, hvad Aldie Mackay så gennem sit vindue på Drumnadrochit Hotel for snart 100 år siden.

Drik et glas whisky på et af Højlandets destillerier

Selv om smagen af whisky er en, ja, smagssag, så er det nok de færreste, der ikke vil sætte pris på den oplevelse, vi får på vores ture ud i det skotske højland. Her stopper vi nemlig altid ved et af regionens utallige whiskydestillerier, der ligger som små, ofte hvidkalkede, perler i det bakkede, gyldenbrune højlandslandskab.

Selvom nye, innovative destillerier skyder op i Højlandet som paddehatte på en våd skovbund i disse år, så forsøger vi altid at booke rundvisninger og smagninger på de gamle, traditionelle af slagsen. Det er nemlig en helt særlig oplevelse at gå langs rækkerne af gamle egetræstønder, der rummer de gyldne og velduftende dråber i kældrene under de gamle destillerier. Her er der ro og tid til at høre historierne om den ædle bryggeproces, der ofte går i arv i generationer, og som i dén grad har været med til at placere Skotland på livsnydernes verdenskortet.

Men faktisk behøver man slet ikke smage på whiskyen for at få del i oplevelsen. Bare det at dufte de røgede noter, der smyger sig om de gamle destillerier som en velduftende tåge, er en oplevelse i sig selv. Så glæd dig til at komme med på destilleri, når vi kører rundt i det skotske højland på bl.a. vores majrejse Skotland i blomst. Og husk, skotterne staver whisky uden e. Det er irerne, der skriver whiskey. Men de laver jo heller ikke rigtig whisky. I hvert fald ifølge skotterne.

Man kan næsten dufte de røgede noter fra whiskyfadene under destilleriet, når man kigger på billedet.

Gør som Harry Potter. Kør over Glenfinnan-viadukten

Hvis du endnu ikke har læst bøgerne eller set filmene om Harry Potter og hans kamp mod mørkets fyrste, så har du et eventyr af de større til gode. Men selv for Potter-novicer venter der en køretur af de magiske, når vi tager toget fra Fort William til Mallaig.Turens højdepunkt er passagen over Glenfinnan-viadukten, der ligner, at den blev bygget med det formål at agere motiv på et postkort eller baggrund på en pengeseddel, hvilket den faktisk også gjorde, da skotterne i 2007 udstedte en 10-pund-seddel med viadukten.

Med udsigt til Loch Shiel på den ene side og Højlandets bakketoppe på den anden kører vi over viaduktens 21 betonbuer, der blev rejst i slutningen af 1800-tallet, og som siden er blevet symbol på det magiske, eventyrlige og billedskønne Skotland. Glæd dig til at køre over viadukten, når vi på rejsen Damptog og whisky i Skotland tager favntag med Højlandet og storbyen Glasgow på en rundrejse med dansk rejseleder.

Det er næsten lige så stort at se toget passere hen over Glenfinnan-viadukten, som det er at være ombord på det. Vi vælger dog alligevel det sidste på rejsen Damtog og whisky i Skotland.

Få store oplevelser på de små øer ved Ayrshirekysten

Højlandet, Isle of Skye, storbyerne Edinburgh og Glasgow og Loch Ness løber med meget af opmærksomheden, når snakken falder på Skotland. Så måske er det på grund af navnet, at den vestskotske kystrækning med det tungebrækkende navn, Ayrshirekysten, lever en tilværelse lidt i skyggen af landets største turistmagneter. Uanset årsagen, så venter der store oplevelser i massevis, når vi på rejsen Ayrshirekystens hemmeligheder dykker ned i det lidt mere ukendte Skotland og tager på eventyr blandt pragthaver, middelalderborge og afsidesliggende øer i den vestlige del af Skotland.

Et af rejsens mange højdepunkter er besøget på øen Arran, der ligger som en miniudgave af fastlandet med høje bakker, små søer og gamle fæstninger ude i Firth of Clyde-bugten. I løbet af vores besøg på øen ser vi nærmere på Brodick Castle, der har været scene for mangt en kamp om herredømmet over det vestlige Skotland lige siden vikingerne bosatte sig på denne smukke men ufremkommelige plet på Europakortet for mere end 1.000 år siden.

Brodick Castle ligner det, det er bygget som. Et fort, der kan modstå angreb fra havet.

Se alle vores rejser til Skotland lige her

Tilmeld dig Nilles&Gislevs nyhedsmail og vind!
Tilmeld dig Nilles&Gislevs nyhedsmail og vind!

Få inspiration og bliv opdateret med aktuelle rejsetilbud og nyheder. Hver måned deltager alle modtagere af nyhedsmailen i lodtrækningen om et gavekort à kr. 1000

55 55 24 24Se åbningstider
Luk menu