Fantastisk naturlandskab ved Moraine Lake i de canadiske Rocky Mountains
18 dage med dansk rejseleder

Canada-Alaska med krydstogt

Rejsens højdepunkter

Perfekt road trip rute gennem de canadiske Rocky Mountains med snevejr og dramatiske bjergtoppe i Alberta

Icefield Parkway – en af verdens smukkeste veje

Kør 230 km gennem endeløse panoramaer, hvor smukke søer og op mod 600 gletsjere afløser hinanden. En af verdens smukkeste veje snor sig gennem Jasper og Banff National Park i en lang række af helt utrolige naturscenerier.

Breathtaking gletschersø med snedækkede bjerge i de canadiske Rocky Mountains

Maligne Lake og Spirit Island

Sejltur på Maligne Lake til sagnomspundne Spirit Island. Omgivet af bjerge, der spejler sig i den stille vandoverflade, synes øen nærmest at svæve på søens overflade. Ifølge legenden er øen hjemsted for ånder og naturens vogtere.

Imponerende indianske totempæle i Stanley Park i Vancouver, British Columbia, Canada

Vancouver og Stanley Park

Oplev en af verdens smukkest beliggende storbyer. Besøg historiske Gastown med det berømte gas-ur Steam Clock og det 400 hektar store Stanley Park med totempæle, der skildrer vigtige begivenheder og legender fra områdets oprindelige stammer.

Breathtaking alpesø med tyrkisblåt vand omkranset af høje bjerge og tæt nåletræsskov i de canadiske Rocky Mountains

Lake Peyto – den turkisblå perle

Oplev Lake Peytos maleriske, intense turkisblå farve, der virker næsten uvirkelig. Søen er omgivet af bjerge og skovområder, hvor smeltet gletsjervand skaber den unikke farve.

Imponerende gletsjerlandskab med dybe isrevner og turister på Columbia Icefield i de canadiske Rocky Mountains

Athabasca Glacier – op på isen

Skift bussen ud med et gigantisk specialkøretøj og kør op på Athabasca Glacier. At stå på gletsjertungen er en uforglemmelig oplevelse – en del af den 325 km² store gletsjer Columbia Icefield.

Uforglemmelig udsigt over Russell Fjord og Hubbard Gletsjer i Alaska med flydende is og dramatiske sneklædte bjerge i baggrunden

Hubbard Glacier – kælvende gletsjer

Oplev Nordamerikas største kælvende gletsjer. Den 122 km lange og 10 km brede gletsjer bevæger sig cirka 25 meter om dagen. Hør den rullende torden, når store isblokke styrter ned i vandet og danner isbjerge.

Fantastisk udsigt over vingårde og Okanagan Lake fra Naramata Bench i Penticton, Canada

Vinsmagning i Kelowna – Canadas frugthave

Besøg Kelowna, også kaldet Canadas frugthave. Vinstokke i tusindvis står i snorlige rækker ned mod Okanagan-søen. Vi stopper ved en vingård, hvor der er inkluderet vinsmagning af prisvindende canadiske vine.

Dagsprogram

Læs om oplevelserne fra dag til dag

Intro
Det får du med
2 Forplejning på flyet
10 Morgenmad
6 Helpension
Dag 1
Udrejse til Edmonton
Forplejning på flyet

Afrejse fra København. Flyskift før vidererejse til Edmonton. Ankomst til Edmonton samme dag. Overnatning i Edmonton.

Dag 2
Fort Edmonton, Jasper - Porten til Rocky Mountains
Morgenmad

Edmonton, der er hovedstaden i den canadiske delstat Alberta, har ca. en million indbyggere. Byen blev grundlagt i 1795, da Hudsons Bay Company oprettede en handelsstation på stedet. Kort byrundtur i Edmonton inklusive et spændende besøg i Fort Edmonton, hvor historien fra 1846 til 1920 bliver levendegjort. Her ser vi en rekonstruktion af historiske bygninger og bymiljøer, der repræsenterer forskellige perioder i Edmontons historie. Vi får fornemmelsen af at befinde os i en tidsmaskine, der transporterer os tilbage i tiden og lader os opleve forskellige æraer.

Fortet er opdelt i fire hovedområder, der repræsenterer forskellige perioder lige fra Hudson's Bay Company's Fort fra 1846 til 1885 Street, 1905 Street og 1920 Street. Hvert område er omhyggeligt rekonstrueret for at afspejle arkitekturen, livsstilen, mode og aktiviteter fra den pågældende tid.

Vi forlader Edmonton og kører vest på ad Yellowhead Highway 16. Den første del af turen kører vi gennem flade landbrugsområder, men snart begynder vi at kunne ane bjergene i det fjerne. Vi nærmer os byen Jasper, der også kaldes Porten til Rocky Mountains. Det er ikke svært at se, hvorfor byen har fået sit kælenavn. Den majestætiske bjergkæde rejser sig i al sin vilde skønhed fra den flade prærie. Indkvartering i Jasper for 2 nætter.

(Ca. 360 km).

Vild elg med store gevirer i en sø i den canadiske vildmark
Dag 3
Rocky Mountains, Jasper National Park
Morgenmad

I dag skal vi udforske den betagende natur, der omgiver byen Jasper, når vi besøger rejsens første nationalpark. Jaspers bølgende dale, glitrende søer og imponerende bjergtoppe er et paradis for naturelskere. En af de mest betagende oplevelser i Jasper National Park er den inkluderede sejltur på Maligne Lake. Dette ikoniske og maleriske søområde er omgivet af spektakulære bjerge samt skov, der skifter farver i takt med årstiderne.

Den timelange sejltur tager os bl.a. til sagnomspundne Spirit Island. Omgivet af bjerge, der spejler sig i den stille vandoverflade, synes øen næsten at svæve på søens overflade. Ifølge legenden er Spirit Island hjemsted for ånder og naturens vogtere, der overvåger og beskytter jorden og dens skabninger. Øen betragtes derfor som et helligt sted, hvor den oprindelige befolkning kan søge visdom og åndelig kontakt gennem forskellige ritualer. På den smukke sejltur på Maligne Lake kan vi også være heldige at spotte parkens mangfoldige dyreliv såsom elge, bjørne eller hjorte. Overnatning i Jasper.

(Ca. 75 km).

Imponerende canadiske alper med sne-daekte toppe og frodig naaleskov
Dag 4
Icefield Parkway, Athabasca Gletsjeren
Morgenmad

Et af turens mange højdepunkter venter, når vi kører ad Icefield Parkway med dens perlerække af betagende udsigter. Vi kører i alt 230 km fra Jasper til Lake Louise ad den berømte vej. Vejen, der snor sig gennem Jasper og Banff National Park, anses for at være én af de smukkeste i hele verden, hvor bjerge, spejlblanke søer og op mod 600 gletsjere afløser hinanden i en lang række af helt utrolige naturscenerier.

Vores første stop er ved vandfaldet Athabasca Falls. Vandet fra Athabasca River buldrer gennem kløften, mens klipperne, der omgiver vandfaldet, vidner om naturens enorme kræfter, der gennem årtusinder har formet landskabet. Trods de tordnende vandmasser er Athabasca Falls meget tilgængeligt. Stier og platforme gør det let at komme tæt på vandfaldet.

Længere mod syd skiftes bussen ud med et gigantisk specialkøretøj, og vi kører op på Athabasca Glacier. Denne gletsjertunge er en del af den 325 km2 store gletsjer Columbia Icefield. Når vi kommer op på gletsjeren, stopper det store køretøj, og der er mulighed for at komme ud og mærke isen under fødderne. At stå på gletsjertungen er en uforglemmelig oplevelse. Vi vil uundgåeligt føle os små og ydmyge i dette storslåede landskab men også taknemmelige og privilegerede over at være på så spektakulært et sted.

Vel tilbage i vores egen bus fortsætter vi køreturen. Bjerge og gletsjere spejler sig i blanke søer og skaber det ene storslåede panorama efter det andet. Vi stopper ved Lake Peyto. Søens maleriske, intense, turkisblå farve virker næsten uvirkelig. Omgivet af bjerge og skovområder fremstår Lake Peyto som et postkortmotiv. Den turkise farve opstår, når smeltet gletsjervand aflejrer fine partikler af mineralsk støv, hvori lyset reflekteres.

Kort stop ved Lake Louise, der er en af de mest ikoniske søer i Banff National Park. Søen er kendt for sit utroligt klare, turkise vand, der spejler de omkringliggende sneklædte bjergtinder. Herefter fortsætter vi til Golden, hvor der overnattes.

(Ca. 370 km).

Gletsjersafari med rød bus i de canadiske Rocky Mountains
Dag 5
Vinsmagning i Kelowna – Canadas frugthave
Morgenmad

Fra de barske Rocky Mountains kører vi til frodige Kelowna – også kaldet Canadas frugthave. Vinstokke i tusindvis står i snorlige rækker på skråningerne ned mod Okangan-søen, mens bjergene danner en dramatisk baggrund. Klimaet er ideelt til vinproduktion med varme somre, milde vintre og lange solrige dage, og området er berømt for sine mange vingårde. Nogle af de mest almindelige druesorter, der dyrkes i Kelowna, er riesling, chardonnay, pinot noir, merlot og cabernet sauvignon. Skønt Canada ikke betragtes som en vinnation, så har de canadiske vine fra Kelowna vundet flere priser. Vi gør et stop ved en af vingårdene, hvor der er inkluderet en vinsmagning. Overnatning i Kelowna.

(Ca. 345 km).

Vingårdsbesøg med vinsmagning på rustik træstol med hjerte dekorationer
Dag 6
Fra Kelowna til Vancouver
Morgenmad

Vi fortsætter vestover, og snart skal vi krydse de maleriske kystbjerge i den vestligste del af Rocky Mountains. Ved byen Hope møder vi den mægtige Fraser River, der er den største flod i British Columbia. Den har snoet og ædt sig gennem The Rockies over en strækning på mere end 1.000 km. Her ved Hope munder den ud i den stadig bredere flodslette, som strækker sig det sidste stykke ud til Stillehavet. Det barske og storslåede landskab afløses af det frodige og flade land, som vi kører igennem ud til kysten. Vi kører lige nord for grænsen til USA og kommer først på eftermiddagen ind i en af verdens smukkest beliggende storbyer: Vancouver.

Vel ankommet starter vores byrundtur. Vi skal bl.a. opleve historiske Gastown med toppede brosten og kønne huse. Her ser vi det berømte gas-ur The Steam Clock. Uret blev skabt i 1970'erne af urmageren Raymond Saunders og drives af damp, hvilket giver det et klassisk og charmerende udseende. Gasflammer opvarmer vandet, og derved dannes dampen, som driver mekanismen. En af de mest bemærkelsesværdige ting ved dette gas-ur er dets lydeffekter. Hvert kvarter kimer klokken melodiøst og blæser damp i et teatralsk udbrud, der altid tiltrækker nysgerrige besøgende.

Vi kører herefter til Stanley Park. Det 400 hektar store naturskønne område er en oase, hvor det ene panorama afløser det andet. Udsigterne mod Vancouvers skyline, med bjergene i baggrunden, samt den ikoniske bro Lion Gate Bridge vil gøre stort indtryk. Vi stopper ved en samling af smukke totempæle indsamlet langs den canadiske Stillehavskyst. Hver totempæl er som en levende historiebog, der med farverige dyrefigurer og symboler skildrer vigtige begivenheder, legender og værdier for de oprindelige stammer i området. Efter byrundturen kører vi til hotellet i Vancouver.

(Ca. 385 km).

Den verdensberømte dampklokke i Gastown Vancouver omgivet af farverige røde blomster med dampskyer stigende op mod himlen og Harbour Centre i baggrunden
Dag 7
Vi går om bord på Ovation of the Seas
Morgenmad
Helpension

Vi starter dagen i ro og mag, inden rejselederen holder et informationsmøde om krydstogtskibet midt på formiddagen. Efterfølgende forlader vi hotellet og kører til Canada Place, hvorfra vi skal starte vores skibsrejse. Et af de mest ikoniske træk ved Canada Place er de fem store, hvide teltstrukturer, der strækker sig mod himlen. Disse strukturer symboliserer sejl, og det maritime landmærke er blevet et karakteristisk vartegn for Vancouvers skyline. Hele området summer af liv fra krydstogtskibe og den nærliggende, travle lufthavn for vandflyvere.

Vi går om bord på Ovation of the Seas, det komfortable krydstogtskib som skal være rammen om de store oplevelser, der ligger foran os.

Turen op langs Canadas og Alaskas vestkyst starter med udsejling fra Vancouver under den imponerende Lions Gate Bridge. Vi fortsætter gennem Georgia Strædet, som skiller Vancouver Island fra fastlandet. Som vi sejler, bliver det smallere og smallere, indtil vi ved Seymour Narrows når det smalleste sted i strædet. Her er tidevandet så kraftigt, at afsejlingen fra Vancouver afpasses, så stedet passeres, når tidevandet vender. Om aftenen kan du blive underholdt i skibets teater, hvor der hver aften er forrygende shows. Middagen serveres efterfølgende i skibets smukke spisesal.

Dag 8
Til søs
Helpension

Glæd dig til at nyde en dejlig dag til søs med god tid til at lære skibet at kende. Skibet er cirka 293 meter langt og kan rumme omkring 2.500 gæster og en besætning på omkring 850. Et af de mest bemærkelsesværdige træk ved Ovation of the Seas er de store glasfacader, der giver en fantastisk udsigt og mulighed for at nyde de omkringliggende landskaber og havudsigter fra næsten alle områder på skibet.

Der findes et imponerende udvalg af faciliteter og underholdning, herunder swimmingpools, spabade, fitnesscenter, teater, biograf, kasino, klatrevæg og endda en minigolfbane.
Ovation of the Seas tilbyder også et bredt udvalg af restauranter og spisemuligheder, herunder den smukke hovedrestaurant, buffetrestauranten, med mulighed for at spise på dækket, samt specialiserede restauranter og en café. De skønne omgivelser danner en god ramme for at opleve sejladsen gennem smukke Inside Passage.

Hvis du ikke allerede har besluttet dig hjemmefra, så er det også tid til at se på, hvilke udflugter du kunne være interesseret i, de steder hvor skibet lægger til. Du kan også vælge blot at nyde den friske luft på dækket. Hold øje med tegn på hvaler og følg konturerne af kystens bjerge og skove, som passerer i skiftende afstande.

Dag 9
Laksehovedstaden Ketchikan

Havet og floderne omkring Ketchikan er hjem for en enorm bestand af laks. Det nød det oprindelige Tlinglit-folk godt af i hundredvis af år, indtil englænderne i midten af 1800-tallet fik øjnene op for området og rykkede ind med missionshus, butikker og store planer for eksport sydpå af de nærende og profitable laks.I dag er eneste spor af Tinglit-folket da mange totempæle (faktisk den største samling i hele Nordamerika), der er opstillet i byens parker, men lakseeksporten lever i bedste velgående, hvilket også har givet den idylliske, lille plet på Alaskakortet tilnavnet Hele verdens laksehovedstad. Efter ankomst klokken 7 om morgenen går vi en lille tur på pælegaden Creek Street, der i starten af forrige århundrede fungerede som byens letlevende kvarter med bordeller, barer og alskens underholdning for de mange fiskere, hvis opsparede hyre fra dagene til havs brændte i lommen, når de ankom til Ketchikan.De sidste bordeller lukkede i midten af 1950’erne, da vindene fra det puritanske forbuds-USA også blæste højt mod nord, så i dag er det kun souvenirbutikker og fiskeforretninger, der frister svage sjæle på den hyggelige havnefront.

Vi bliver i Ketchikan indtil afgang klokken 18, så du har god tid til at besøge byens museum med fokus på det oprindelige Tlinglit-folk, se de mange restaurerede totempæle i byens parker og naturligvis spise en god fiskefrokost på en af de mange restauranter, inden vi sejler videre.

Charmerende farverige bygninger på stylter langs Creek Street i Ketchikan, Alaska – et unikt historisk kvarter med butikker og caféer
Dag 10
Icy Strait Point – regnskov og hvaler
Helpension

Skibet ankommer til Icy Strait Point om morgenen. Skibet fortøjes ganske tæt på land, og et sindrigt system af landgangsbroer bringer os tørskoet i land. Den usædvanlige landgangsbro vidner om den enorme forskel mellem ebbe og flod, hvor tidevandet kan variere helt op til ni meter. Dette er med til at skabe et dynamisk havmiljø og tiltrækker flokke af spækhuggere, der ofte ses nær ved kysten.

Rejselederen tilbyder en skøn lille gåtur i den tempererede regnskov, der nærmest begynder, hvor landgangsbroen slutter. Kendetegnet for en tempereret regnskov er, at der er et gennemsnitligt årlig nedbør på omkring 1.500 til 2.500 millimeter. Den høje nedbørsmængde skaber en rig vækstsæson og en overflod af vegetation. Det er skønt at spadsere blandt de velduftende fyrretræer, cedertræer og birketræer og betragte de mange kønne mosser, mens man kan skimte skibets konturer på den anden side af alt det grønne. Vi fortsætter vores spadseretur langs havet og passerer både den flotte statue af en spækhugger og den lokale lille kirkegård. På de tilgroede gravsten vil vi se stakke af mønter, der vidner om, at de afdøde ikke er glemt, og at der stadig udvises respekt fra de besøgende.

I en tidligere konservesfabrik ligger der en lille café, en butik og et gratis museum, der fortæller de interessante historier om både nybyggere, guldgravere og den knap 1.300 km lange olieledning Alaska Pipeline. Nær museet og butikken er der mulighed for at købe billet til et kort teaterstykke opført af den lokale Tlingit stamme.

Rejselederen tager de, der ønsker det, med til den nærliggende lille by Hoonah. Byen er ikke særlig interessant, men den 3,5 km lange spadseretur langs kysten er meget smuk. Det er muligt at tage med bus tilbage, hvis ønsket.

Her i dette farvand ses ofte spækhuggere. De kan endog ofte observeres fra land. Det er en uforglemmelig oplevelse at se de 3-5,5 tons tunge dyr med deres karakteristiske sort-hvide farvning glide elegant gennem vandet. Hvalerne ses typisk i flokke og er lette at spotte pga. deres 1,8 - 2,4 meter høje rygfinner.

Skibet tilbyder flere spændende tilkøbsudflugter, bl.a. forskellige hvalture.

Autentisk Alaska vildmarksoplevelse med panoramaudsigt over fjordlandskab
Dag 11
Sitka, Alaska – indiansk kultur, dyreliv og regnskov
Helpension

De morgenfriske kan nyde indsejlingen til Sitka, hvor utallige små og store klippeøer stikker op af havets blanke overflade. Gratis busser tager os de ni km fra havnen til byen. Sitka ligger på Baranof Island, omgivet af majestætiske bjerge, tæt skov og bølgernes stille brusen. Den tidligere hovedstad i Russisk Amerika bærer stadig arven fra sin tid som centrum for handel. Byens rige kulturarv og historie flyder gennem gaderne og afspejles i bygningerne som fx den russiske katedral St. Michael's Cathedral og det historiske Baranof Slot.

Rejselederen byder på en skøn vandretur i den tempererede regnskov, der er hjemsted for imponerende og majestætiske totempæle. De stammer fra den oprindelige Tlingit-, Haida- og Tsimshian-kultur og er bemærkelsesværdige for deres symbolske betydning og dybe forankring i kulturen i Nordvestkystens oprindelige folk. De repræsenterer mytologiske fortællinger, klanhistorie, dyr og åndelige væsener. Hvert symbol har en betydning og fortæller en historie om samfundet eller familien, der rejste totempælen. De har gennem tiden spillet en vigtig rolle i ceremonier, ritualer og sociale begivenheder og fungerer i dag som stolte symboler på kulturel identitet og arv for de indfødte stammer i området.

Naturen omkring Sitka er desuden kendt for et overdådigt dyreliv. Bjørne og hvidhovedede ørne er ikke et særsyn. Det er muligt at besøge Alaska Raptor Center, der er dedikeret til rehabilitering og pleje af rovfugle. Centret tager sig af skadede eller syge rovfugle, såsom ørne, falke, høge og ugler, og stræber efter at genudsætte dem i naturen, når de er tilstrækkeligt helbredte. Besøgende har ofte mulighed for at se disse fantastiske fugle på nært hold og lære om deres adfærd, levesteder og de udfordringer, de står overfor. Målet er at øge bevidstheden om rovfuglenes rolle i økosystemet og behovet for at beskytte og bevare dem.

Skibet ligger til kaj fra kl. 07.00 til kl. 16.00.

Oprindelig indiansk totempæl langs en natursti i den tætte nåleskov i Sitka, Alaska
Dag 12
Skagway - guld og gyldne dage
Helpension

For enden af den smukke Lynn Kanal ligger Skagway. Byen opstod fra den ene dag til den anden i slutningen af 1890´erne, efter at der var fundet guld i Klondyke. Centrum af Skagway er nærmest ét stort frilandsmuseum, men fyldt med liv. Rejselederen går en byrundtur og fortæller om livet i byen, da guldfeberen var på sit højeste.

Endvidere anbefaler Nilles&Gislev en af verdens mest ikoniske togture. Tag med White Pass and Yukon Railways (tilkøb gerne hjemmefra på rederiets app for at være sikker på at få plads) på en fantastisk tur gennem dalen og ind over White Pass. Samme spor som guldgraverne fulgte på vej mod guldfelterne i Klondyke. Over en strækning på blot 32 km fører skinnerne fra havets overflade op over White Pass i næsten 900 m højde. Toget passerer lodrette klipper, gamle broer, tunneller og kører til sidst gennem et alpint landskab.

Vælger du at blive i Skagway, anbefaler vi den 3 km lange spadseretur til den historiske kirkegård. Et mindesmærke over guldfeberen i Klondike omkring slutningen af 1800-tallet. Denne kirkegård, også kendt som "Gold Rush Cemetery", fortæller en fascinerende historie. Her finder man grave fra tiden, hvor Skagway oplevede en massiv tilstrømning af mennesker på jagt efter guld. Blandt gravene findes både entreprenører, minearbejdere, lovbrydere og andre personer, der spillede en stor rolle i denne del af den amerikanske historie. En af de mest berømte grave tilhører Frank Reid, der var involveret i en skudepisode med Skagways berygtede gangster, Soapy Smith. Reid blev anset som en helt, efter han skød og dræbte Smith i en konfrontation, selvom han selv også blev alvorligt såret og senere døde af skaderne. Gravene her bærer ofte historier som denne, der viser det intense og dramatiske liv, der blev levet her under den store guldfeber. Bag ved kirkegården fører en sti gennem skoven til det kønne vandfald Reid Falls – opkaldt netop efter Frank Reid.

Sidst på eftermiddagen sejler vi fra Skagway gennem Lynn Kanalen. Naturen her er ubeskrivelig smuk, og resten af dagen bør nydes på dækket eller ved vinduet i en af skibets komfortable saloner.

Malerisk gadescene i det historiske Skagway, Alaska, med velbevarede farverige bygninger fra guldrush-perioden og smukke bjergtoppe i det fjerne
Dag 13
Hubbard Gletscheren – vi tilbringer dagen til søs
Helpension

Vi forlader det åbne hav og sejler langs den såkaldte gletsjerkyst. Her går skibet ind gennem Yakutat Bugten, som ender i en fjord. Som vi sejler ind, kan vi se mere og mere is i fjorden, jo nærmere vi kommer til dagens helt store oplevelse, Hubbard Gletsjeren. Vi sejler så tæt på, som det er forsvarligt, og her ligger skibet og drejer stille og roligt rundt, så alle får rig lejlighed til at betragte den smukke og storslåede gletsjer.

Gletsjeren strækker sig cirka 122 kilometer fra Yakutat Bay og ind i landet. Det, der gør Hubbard-gletsjeren helt unik, er dens evige bevægelse og konstante forandring. Den er en af de mest aktive gletsjere i verden, og den bevæger sig cirka 25 meter om dagen, hvilket er usædvanligt hurtigt for en gletsjer af dens størrelse. Indimellem vil vi sikkert høre en rullende torden, når gletsjeren kælver. Det er et spektakulært syn, når store isblokke løsriver sig fra den næsten 75 m høje isvæg og styrter ned i vandet og danner isbjerge.

Det er en uforglemmelig oplevelse at stå og betragte den kælvende gletsjer, mens man varmer hænderne på et krus varm kakao. Vi forlader gletsjeren, men bliv endelig på dækket, evt. i en dæksstol under et lunt tæppe. De næste mange timer vil sejladsen byde på det ene spektakulære panorama efter det andet.

Sejladsen fra Hubbard-gletsjeren gennem Disenchantment Bay er en fortryllende oplevelse. Navnet Disenchantment Bay betyder "den skuffende bugt", og bugten blev angiveligt navngivet i 1794 af George Vancouver, der var skuffet over, at dette område ikke var indgangen til den legendariske Nordvestpassage. Området er dog langt fra skuffende – tværtimod er naturen helt enestående. Vandets farve skifter i forskellige blå-grønne nuancer, og bjergene rejser sig op fra havet. Gletsjere titter frem fra de snedækkede tinder, og det er næsten umuligt at løsrive sig fra det enestående sceneri. Undervejs ser vi måske nogle af områdets vilde dyr, såsom sæler, hvaler og måske endda bjørne, der bevæger sig langs kysten.

Krydstogt langs Hubbard Gletsjer i Alaska set fra skibsdækket med orange redningsring
Dag 14
Krydstogtet ender i Seward. Oplev Exit Glacier, Portage Valley
Morgenmad

Tidligt om morgenen lægger skibet til i den lille by Seward, beliggende på Kenai halvøen. Seward er en af de ældste byer i Alaska, og er med sin smalle fjord og smukke bjerge også en af de byer med den flotteste beliggenhed. Indtil slutningen af 1800-tallet var området beboet af indfødte stammer som Kenaitze, Alutiiq og Dena'ina-folkene. Regionen var et knudepunkt for kultur og handel mellem disse stammer.

Byens moderne historie begyndte for alvor i 1903, da jernbanen, kendt som Alaska Railroad, blev påbegyndt. Seward blev udpeget som endestationen for jernbanen, hvilket førte til en betydelig udvikling af byen og gjorde den til et vigtigt handels- og transportcentrum. Byen blev opkaldt efter William H. Seward, USA's udenrigsminister, der var ansvarlig for købet af Alaska fra Rusland i 1867.

Efter morgenmaden er det tid til, at vi går fra borde og hilser farvel til skibet. Vi lægger vejen forbi Exit Glacier, hvortil der er flot udsyn fra vejen. Rejselederen går en tur til et af udsigtspunkterne med de gæster, der måtte ønske det.

På vej til Alaskas største by, Anchorage, kører vi gennem naturskønne Portage Valley, som ligger i Chugach National Forest. Vejen snor sig gennem dalen og hvert sving på vejen åbner op for nye panoramaer.

Vel ankommet til Anchorage forsætter vi dagen med en byrundtur. Anchorage opstod omkring år 1900 som teltlejr for jernbanearbejdere. Hurtigt voksede der en by op, men i 1964 var byen udsat for det næststørste jordskælv i historisk tid. Derfor er størsteparten af bykernen ret ny, og her findes skyskrabere som det eneste sted i Alaska. En bykerne i en storby med en usædvanlig beliggenhed blot 30 minutters kørsel fra vild natur, høje bjerge, brusende floder og gletsjere. Det er ikke ualmindeligt at se vilde dyr, især elge og til tider ulve eller bjørne, i byens store parker. I sandhed et kontrastrigt sted. Vi kører en byrundtur, som også omfatter Earthquake Park, hvor vi hører om de hændelser i 1964, som har sat sit præg på byen. Vi ser også startlinien for det legendariske Idarot, verdens hårdeste hundeslædeløb. Startlinien er markeret af en statue af den berømte slædehund Balto.

(Ca. 275 km)

Naturskønt panorama over Mendenhall-gletsjeren og isblå gletsjersø omringet af bjerge og frodig natur i Juneau, Alaska
Dag 15
Udflugt med vandflyver til fiskende bjørne i Alaskas vildmark
Morgenmad

Rygmarven i størsteparten af naturens cyklus i dette smukke og barske land er laksens vandring. Efter 6-7 år i havet vandrer laksen tilbage til det sted, hvor den i sin tid blev klækket, for at yngle – og dø. Der er tale om millioner og atter millioner af laks, en kæmpe proteinressource, som gør, at bjørne, ræve, ørne og andre dyr og fugle kan æde sig så mætte, at de enten kan klare den lange rejse mod syd i efteråret, eller kan overvintre i Alaskas barske vinter.

Denne dag byder på en helt enestående mulighed for at komme tæt på dette kolossale drama. Med vandflyver flyves ud i vildmarken, hvor vi lander på en sø i det sydvestligste hjørne af Alaska. Flyveturen over dette øde område er i sig selv en oplevelse. Efter vi er landet, starter vi med et obligatorisk kursus i, hvordan man optræder i et område med bjørne. Overalt hvor vi færdes, er der rangers til at beskytte os, så vi oplever kombinationen af den vilde natur og absolut sikkerhed.

Dagens højdepunkt er, når vi på tætteste hold oplever disse vældige kodiakbjørne. Mange naturfilm om bjørne er optaget her, hvor der kun tillades et begrænset antal besøgende. Nilles&Gislev har lagt rejsen til Alaska på det tidspunkt, hvor antallet af laks er størst, og dermed også hvor antallet af bjørne kulminerer.

Denne udflugt skal bestilles sammen med rejsen og er ikke inkluderet i rejsens pris. Udflugten varer 12 timer, og prisen inkluderer vandflyver t/r, frokost og information ved en parkbetjent.

Ønsker du ikke at tilkøbe denne udflugt, er dagen til fri disposition enten til afslapning eller oplevelser på egen hånd.

Nærbillede af en brun grizzlybjørn der slapper af på en træstamme i Alaska
Dag 16
Anchorage
Morgenmad

Dagen til fri disposition enten til afslapning eller oplevelser på egen hånd i Anchorage og omegn.

Traditionel håndskåret totempæl med ørn og indianske mønstre i rødt, sort og turkis i Carcross, Yukon
Dag 17
Hjemrejse fra Anchorage
Morgenmad
Forplejning på flyet

En storslået rejse har nået sin afslutning, og hjemrejsen mod Europa begynder. Afrejse fra Anchorage og flyskift før vi flyver mod København.

Dag 18
Hjemkomst til København

Hjemkomst til København efter natflyvning over Atlanten og flyskift i Amsterdam.

Vejret på rejsen
USA - Alaska
Anchorage
jan.
-7°C
43 mm
feb.
-4°C
38 mm
mar.
-1°C
28 mm
apr.
5°C
22 mm
maj
11°C
32 mm
jun.
15°C
43 mm
jul.
17°C
70 mm
aug.
16°C
111 mm
sep.
12°C
102 mm
okt.
5°C
76 mm
nov.
-3°C
55 mm
dec.
-6°C
55 mm
Nedbør i mm.
Dagstemperatur
Canada
Vancouver
jan.
6°C
329 mm
feb.
6°C
199 mm
mar.
9°C
282 mm
apr.
12°C
181 mm
maj
16°C
110 mm
jun.
19°C
86 mm
jul.
22°C
39 mm
aug.
22°C
67 mm
sep.
19°C
166 mm
okt.
14°C
276 mm
nov.
9°C
415 mm
dec.
6°C
339 mm
Nedbør i mm.
Dagstemperatur

Afgange & priser

Her ses en liste over alle afgange

Afgange ikke tilgængelige
Kontakt mig ved nye rejsedatoer
Var der ikke flere ledige afgange på din foretrukne rejse? Sæt flueben i boksen nedenfor - så kontakter vi dig, så snart vi er klar med nye afgange.
Det får du med i prisen
  • 6 overnatninger i Canada

  • 9 x morgenmad

  • 8 dages krydstogt med fuld forplejning inkl. kaffe, te, juice og vand

  • Drikkepenge på skibet (ekskl. drikkepenge ved køb af vin/øl/drinks)

  • Alle udflugter jf. program

  • Alle entréer i flg. program er inkluderet

  • Oplevelser med rejseleder i alle havnebyer

  • Flybilletter, afgifter og bagage

  • Rejseleder

Det er ikke inkluderet
  • Drikkepenge

  • ESTA til USA

  • eTA til Canada

Mulige tilkøb
  • Rejseforsikring

Udflugterne inkluderer
  • Byrundtur i Edmonton inkl. besøg i Fort Edmonton

  • Sejltur på Maligne Lake i Jasper National Park

  • Køretur ad Icefields Parkway inkl. besøg ved Athabasca Falls og køretur på Athabasca Gletsjeren

  • Byrundtur i Vancouver inkl. Gastown og Stanley Park

  • Gåtur i Ketchikan inkl. Creek Street

  • Gåtur i tempereret regnskov ved Icy Strait Point inkl. spadseretur til Hoonah

  • Vandreture i Sitka inkl. totempæle i regnskoven

  • Byrundtur i Skagway

  • Sejlads forbi Hubbard Gletsjeren

  • Besøg ved Exit Glacier

  • Køretur gennem Portage Valley

  • Byrundtur i Anchorage inkl. Earthquake Park

Kort

Få det geografiske overblik over rejsens forløb

Vigtigt - flyrejser

Godt at vide til denne rejse

Vigtigt - rejser til USA

Vigtigt - rejser til Canada