Imponerende nordlys lyser op over en norsk fjord omgivet af sneklædte bjerge, perfekt til en magisk vinterrejse

Nordlysrejser

Jagt nordlyset på rundrejser med dansk rejseleder

For mange rejseentusiaster er nordlyset et fænomen, der skal opleves mindst én gang i livet. Menneskeheden har siden tidernes morgen været betaget af dette farvestrålende lysshow på nattehimlen, og gennem historien har det lagt grobund for myter om alt fra broer til Valhalla og nordiske guder til glimtende valkyrierustninger og magiske ånder. Selvom videnskaben i dag har givet os en dybere forståelse for det funklende naturfænomen, er det stadig en absolut magisk ting at overvære.

Nordlyset er dog også en lunefuld størrelse. Det kræver, at du er det rette sted på det helt rigtige tidspunkt, for der er ingen garanti for, at Frøken Aurora har tænkt sig at strække sine farverige fangarme hen over himmellærredet. Alt, vi kan gøre, er at give os selv de bedste betingelser for at opleve nordlyset, og det er netop, hvad vi gør på vores rundrejser til Svalbard, Lapland og Nordnorge. Vi rejser på de tidspunkter af året, hvor mulighederne er gode for at opleve nordlyset, og selv hvis det lader vente på sig, kan du glæde dig til mange andre fantastiske naturoplevelser i de smukke, arktiske vinterlandskaber.

Find nordlys i tusmørket på Svalbard

Med sin beliggenhed i Ishavet midt mellem Nordnorge og Nordpolen er øriget Svalbard en optimal rejsedestination for dig, der vil opleve nordlyset. Med Nilles&Gislev kan du rejse til Svalbard i november, januar og februar, hvor chancerne er særligt gode. Her åbenbarer sig en helt unik verden, hvor naturen er allestedsnærværende, stilheden slående og naturoplevelserne i en klasse for sig. På denne tid af året er det muligt at opleve nordlyset døgnet rundt, og mens vi krydser fingre for Auroras komme, venter der os mange andre spændende oplevelser. Glæd dig bl.a. til hundeslædesafari, besøg hos en dansk kennel, udflugt til Longyearbyen og besøg i minen Gruve 3.

Smukke grønne nordlys strækker sig hen over den stjerneklare himmel over snedækkede træer og varme hytter i Lapland
Jagt nordlyset i Laplands vinterverden

Tag med på en spændende rejse gennem det arktiske Lapland, hvor sneen knaser, rensdyrene pruster, og slædehundene iler afsted gennem vinterlandskaberne med dig som passager. Lapland er råt, idyllisk og forførende smukt, og hvis vi er så heldige, at nordlyset titter frem, får hele sceneriet et strejf af magi. Vi følger Nilles&Gislevs egen unikke rejserute fra Luleå i Sverige, gennem det finske Lapland til Kirkenes i det høje Nordnorge med en perlerække af smukke naturoplevelser og spændende kulturindblik undervejs.

Børn og familie på traditionel renskælketur i Finlands vinterland
Mærk magien i det arktiske Nordnorge

I vintermånederne er Nordnorge en helt unik oplevelse. Det bølgende snedække lægger sig som en blød dyne hen over de ellers rustikke fjelde, Nordkapklippen poserer i sine fineste vinterklæder, og måneskinnet kaster sit blide skær på den knitrende hvide overflade. Tag med på vores rundrejse til det magiske Nordnorge, hvor vi bl.a. besøger Nordkapklippen, tager på tur med rensdyrslæde og jagter det funklende nordlys væk fra byernes kunstige belysning.

Hvad er nordlys?

Der har gennem tiden været mange forskellige bud på, hvad nordlyset er. Vikingerne mente, at det var skæret fra valkyriernes skjolde og rustninger, der glimtede, eller faldne krigere, der vandrede på broen Bifrost på deres vej til Valhalla. I Finland mente man, at lyset var resultatet af polarræve, der løb hen over himlen og derved skabte gnister med deres buskede haler – hvorfor finnerne kalder nordlyset for ”rævebrand”. En gammel inuittro går på, at nordlyset var ånder, der spiller fodbold med et hvalroskranie, samerne anså det som et dårligt varsel om afdøde sjæles tilstedeværelse, mens man på Island mente, at nordlyset kunne lindre gravide kvinders fødselssmerter.

Der har været mange bud på, hvad nordlyset betød, men forklaringen er næppe helt så fortryllende. Spørger vi videnskaben, opstår fænomenet, når elektrisk ladede partikler fra solen støder sammen med luftmolekyler og atomer fra Jordens atmosfære i over 100 kilometers højde og derved skaber et lysshow, der oftest optræder i grønne, blå, violette og rødlige nuancer.

Galleri

Grønt nordlys aurora borealis over den oplyste by Longyearbyen på Svalbard i Norge med sneklædte bjerge og klar stjernehimmel om vinteren
Storslået nordlys lyser op over snedækkede bjerge og traditionelle fiskerhytter i Hamnøy, Lofoten - en unik norsk vinteroplevelse
Tre personer oplever magiske grønne nordlys der svinger elegant hen over den stjernefyldte nattehimmel i det arktiske
Fantastisk nordlys over vinterlandskab i Lapland Finland
Imponerende nordlys lyser op over en norsk fjord omgivet af sneklædte bjerge, perfekt til en magisk vinterrejse